Hans Sydow 

Lydkunstner og leder af lydkunstuddannelsen TONESPACE, Syddansk Musikkonservatorium & Skuespillerskole.

 

Under Vadehavsfestival 2008 deltog Hans Sydow i lydinstallationen "Lydbølger - mennesket ved havet".

Hans har arbejdet med forskellige sagnfortællingsprojekter, blandt andet en Sagnsymfoni, der blev opført på Sagomusset i Sverige, i forbindelse med den Internationale Berättarfestival 2009.


Hans Sydow er kunstnerisk leder af Sagnsymfoni samt idémand bag lydkunstinstallationen Lyden af industrihavn.

For lydkunstneren Hans Sydow er Vadehavsregionen en del af barndommens sommergeografi. Hans bedsteforældre boede i Skærbæk, hvor han har tilbragt mange sommerferier. Og nu er bedstefarens historie blevet en del af SAGNSYMFONI.
 
»Jeg er opkaldt efter min bedstefar, som var en helt almindelig mand. Og jeg var nysgerrig efter at se om man overhovedet efterlader sig nogen spor, når man bare har levet et helt almindeligt liv. Svaret kan man høre i SAGNSYMFONI, og jeg opfatter ikke historien som privat. For en pointe i SAGNSYMFONI er jo netop at søge at gøre det  personlige alment, og det almene personligt. Så jeg ser det som en historie der forhåbentlig kan sætte andre i gang med at tænke over deres egen historie, og måske endda begynde at fortælle den.«