Lyden af Havnen – liv i de historiske havne

 

 


Foto: Axel Boisen Film for Kulturarvsstyrelsen

 

Under Vadehavsfetival 2010 strander der en lydbøje i Varde, Sønderho, Ribe og Tønder.
Lydbøjerne bringer lyd og liv til de historiske havne, som en hilsen fra industrihavnen i Esbjerg.

Vadehavsfestival 2010 har havnen som tema. I de fire historiske havne i Vadehavsregionen markeres temaet med en lyd-installation, der flytter lyden fra industrihavnen i Esbjerg ud til de historiske havne i Varde, Sønderho, Ribe og Tønder.

Lydbøjerne placeres i Varde ved broen under Storegade, og på Fanø i strandkanten ved Børsen i Sønderho, i Ribe ved stormflodpælen midt i byen og i Tønder ved ankeret på parkeringspladsen. Ved at placere industrihavnens karakteristiske støjende og pulserende lydsignatur i de historiske havnes mere organiske og naturlige lydmiljø skabes et perspektiv mellem dengang og nu – mellem natur og kultur.

I gamle dage emmede de historiske havne af liv – i dag er der kun minderne tilbage. Med lyden fra den strandede bøje skabes en lydscenografi, hvor lytteren kan lade sin fantasi gå på vandring mellem det man ser og det man hører – mellem det der var, og det der er. Tilbage i tid til det liv der engang var i Havnen, og frem i tid til den industrialiserede havn, som tog over da de små naturhavne ikke længere var porten til Verden.

Lyden af Havnen bliver skabt af lydkunstneren Hans Sydow sammen med Harald Me Viuff, der står for skulpturel udformning og teknik. Lyden af Havnen kan opleves under Vadehavsfestival 2010, fra den 4. – 12. september, hver dag fra kl. 10 – 18. På åbningsdagen den 4. September kan Lyden af Havn dog først opleves fra kl. 12.

Lyden af Havnen er støttet af Vadehavsfestival 2010.

 

For tid og sted se program

 

Idé: Hans Sydow, Tonespace, VMK - konservatoriet for musik og formidling.

Arrangør: VMK - konservatoriet for musik og formidling samt Vadehavsfestival 2010.